2006-07-09

STS-121 live

For mange år siden da rumfærgen Columbia blev opsendt fik jeg en lille legetøjs model af den og var meget fascineret af alt der havde med Columbia at gøre. Jeg kan huske at min far og jeg på et tidspunkt ringede til et nummer hvor vi kunne lytte med på kommunikationen mellem Columbia og jorden. Det var sikkert en dyr fornøjelse at ringe til USA dengang og dermed ikke noget man gjorde i længere perioder.

Takket være internettet er det i dag noget nemmere at følge med på rummissionerne. Via NASA TV så jeg i aftes omkring en times live transmission af en rumvandring på NASA's igangværende STS-121 mission. Der var både billeder fra mission control på jorden, de mange forskellige kameraer på Discovery og fra astronauternes hjelme. Udover at lytte med på kommunikationen mellem astronauterne (både internt og med jorden) var der også ind i mellem forklaringer fra en NASA TV kommentator.

STS-121 varer nogle dage endnu så du kan selv kigge forbi NASA TV og følge med i hvad de laver.

Ingen kommentarer: